Sæson 2021

Bæredygtigt design efter mål v/ KNAP Design

Onsdag den 25. august kl. 19.00 på Den Gamle Skole i Kirke Værløse (NB! Tidspunkt)

Det i stigende grad en god idé at investere i tøj, der holder, i stedet for at købe tøj, der bruges få gange, før det smides væk. Når man vælger kvalitet, bæredygtighed og klassisk design med et tvist, kan man anvende sit tøj år efter år og blot supplere med nyt tilbehør, der afspejler sæsonens farver.

Bente Knap, der ejer KNAP Design, fejrer netop nu i år 10 års jubilæum med sin virksomhed, der konstant fornyer sig.

KNAP Design præsenterer en helt ny unika serie, Mars Kollektionen, der er syet op i silke med tryk af fotos fra planeten Mars' overflade. Tøjet er produceret af Danmarks førende silke-ekspert Tone Barker, mens Bente Knap har designet og NASAs fotos af planeten er farvelagt af Palle Vedel. Kollektionen hedder Mars Kollektionen af Vedel & Knap.

KNAP Design forhandler derudover en lang række basisvarer, har egne designs og med fire tilknyttede skræddere med hver deres speciale, kan et hvilket som helst ønske opfyldes, lige fra konfirmationskjoler til festkjoler samt dragter med jakker, nederdele, bukser, bluser, reparationer og elegante frakker syet op i Chanel-stof. Alt sammen naturligvis efter personlige mål. Du kan købe via MobilePay eller bestille denne aften. Læs mere her: www.knapdesign.dk

Der vil fra kl. 19 til ca. 19.15 være generalforsamling med en kort redegørelse for det forgangne år samt valg til bestyrelsen, der genopstiller.

 Der vil blive serveret kaffe og kage.

Melder du dig ind i foreningen, vil det denne aften være gratis at deltage. Ellers koster det 50 kr. Alle er velkomne.

 

Hvordan fanger du det bedste udtryk v/fotograf Mai Olsson

Onsdag den 22. september kl. 19.30 på Den Gamle Skole i Kirke Værløse

Der er ikke noget så dejligt som at have skønne fotos af sine nære og kære, det være sig sine børn, kæresten, ægtefællen, hele familien, sin elskede hund eller fotos fra en større begivenhed.

Men det er ikke altid, at resultatet bliver så godt, som man kunne ønske sig.

Mai Olsson er professionel portrætfotograf med nyetableret studie på Lejrvej i Kirke Værløse. Hun vil denne aften komme med tips og tricks til, hvordan du selv bliver bedre til at tage det gode stærke portræt, der udstråler nærvær og har et naturligt udtryk.

Det handler nemlig ikke om dyrt udstyr, men bl.a. om at spotte den gode situation og om nærvær og ro. Læs evt. mere på www.maiolsson.dk

Der vil blive serveret kaffe og kage.

Pris: 25 kr. for medlemmer og 50 kr. for gæster. Alle er velkomne.

Ungt dansk par på gummiplantage i troperne v/ Arne Hendrichsen

Onsdag den 13. oktober kl. 19.30 på Den Gamle Skole i Kirke Værløse

Hvad får to unge mennesker til at søge udfordringer i troperne for at bosætte sig i et ukendt miljø, langt fra den trygge tilværelse hos familien i Danmark? Omdrejningspunktet er overraskende nok en viljestærk kvindes målrettede indsats for en spændende hverdag under eksotiske himmelstrøg.

Dansk Ostindisk Plantage Selskab ejede i starten af 1900-tallet plantager i Hollandsk Ostindien. Til at lede disse plantager i troperne ansatte man unge skandinaviske mænd.

Drevet af udlængsel og pionerånd forestillede det unge par, Johanne og Arne Skjoldager, sig fremtiden i Sydøstasien og lagde planer hjemme i København.

Da Arne imidlertid begyndte at tvivle på egne evner, tog hans forlovede affære. Uden hans vidende – og i hans navn – søgte hun job på en af gummiplantagerne, uden egentlig at vide hvad det ville medføre. Han fik stillingen på plantagen Telok Pandjie, der lå lige under ækvator.

I løbet af et kvart århundrede var de i Danmark tre gange. To gange med skib, og én gang var de tvunget til at rejse med Den Transsibiriske Jernbane.

Resten af historien kan man høre, når parrets barnebarn, Arne Hendrichsen, under ledsagelse af mange fotos fortæller om et fantastisk spændende liv på Sumatra

Der vil blive serveret kaffe og kage.

Pris: 25 kr. for medlemmer og 50 kr. for gæster. Alle er velkomne.

Den barske virkelighed v/ fhv. kriminalassistent og nuværende forfatter Erik Hauervig

Onsdag den 10. november kl. 19.30 på Den Gamle Skole i Kirke Værløse

Erik Hauervig har som kriminalassistent i København været vidne til mange af de meget grove kriminalsager i Danmark, herunder bl.a. kriminelle handlinger involverende børn, menneskehandel og kvinder i prostitutionsmiljøet.

I slutningen af sin karriere indenfor politiet gik Erik Hauervig ned med stress, da han efterhånden havde set for meget af den barske virkelighed.

For at komme videre begyndte han at skrive på baggrund af sine erfaringer og indtil videre har han skrevet 6 spændingskrimier og 1 debatbog om prostitution.

Erik Hauervig medtager sin seneste meget spændende bog samt også tidligere udgaver, som alle kan købes i forbindelse med foredraget. Der kan betales via MobilePay.

Der vil blive serveret kaffe og kage.

Pris: 25 kr. for medlemmer og 50 kr. for gæster. Alle er velkomne.

 

Snyd og bedrag med mad gennem tiderne v/ cand.mag. Nina Bauer

Onsdag den 8. december kl. 19.30 på Den Gamle Skole i Kirke Værløse

Snyd og bedrag med vores fødevarer er ikke et nyt fænomen. Antikkens romere havde problemer med bly i vinen, middelalderens krydderier blev flittigt forfalsket, 1800-tallets bolsjer var ofte farvet med tungmetaller og i mellemkrigstiden solgtes gullasch uden kød og leverpostej uden lever.

Efterkrigstidens velstandsstigning gjorde svindel med mad endnu mere sofistikeret og sværere at gennemskue. Fra hamburgerryg pumpet op med vand, ketchup næsten uden tomater, hestekødsskandaler og nitritpumpet tun.

Myndigheder og forbrugere har i stigende grad forsøgt at afsløre og mindske madsvindel via kontrol og lovgivning, men det er svært at komme til livs.

Vil du vide mere og tør du høre hele historien, så kom og hør Nina Bauer, der er cand.mag. og har speciale i madhistorie, fortælle om fødevareskandaler gennem tiderne.

Der vil blive serveret gløgg, kaffe og te samt varme æbleskiver med syltetøj.

Pris: 25 kr. for medlemmer og 50 kr. for gæster. Alle er velkomne.

Barrison-feberen ved historiker Hans Henrik Appel

Tirsdag den 25. maj kl. 19.30 på Den Gamle Skole i Kirke Værløse 
 
Fem danske søstre, der i 1880'erne udvandrede til USA med deres familie, vakte jubel og begær i samtlige europæiske storbyer i 1890'erne. Barrison-søstrene var med til at indvarsle en ny periode, hvor kvinder viste nøgne ben, cyklede og røg cigaretter.  
Søstrene dansede og sang, og deres repertoire var, ifølge Hans Henrik Appel, begrænset, men det feberagtige hysteri, som deres optræden skabte, skyldtes, at de blev råstof i en ny visuel forlystelseskultur, hvor også en ny kvindetype overskred gamle moralske normer.
Resten af historien kan man høre, når Hans Henrik Appel kommer og holder foredrag om Barrison-søstrene.
Der vil blive serveret kaffe og kage.
Pris: 25 kr. for medlemmer og 50 kr. for gæster. Alle er velkomne.
NB! Husk at adgang fordrer fremvisning af vaccinepas eller negativ corona-test, der er max 72 timer gammel.

Livsstil og helbred - forebyggelse frem for behandling v/ Mette Thorn

Onsdag den 2. juni kl. 19.30 på Den Gamle Skole, Smedegade 5 i Kirke Værløse

Man kan sagtens være sund og rask og alligevel mærke, at kroppen giver lyd fra sig, fx ved ledsmerter, uregelmæssig tarmfunktion. oppustethed eller træthed. Også selv om man har fået taget en blodprøve hos sin læge, der ikke har vist noget, der skal reageres på.
Livsstilssygdomme kan nemlig komme snigende, uden at man opdager det. Til gengæld kan man få styr på faktorer i livsstil og kostens sammensætning, der giver et bedre helbred og dermed også øget trivsel og livskvalitet.
Mette Thorm har en ph.d. i immunologi og ernæring og har mangeårig erfaring fra forskning i livsstilssygdomme om sammenhænge mellem hjerne, tarm-, immun- og stofskiftesystem. 
Ud over at være ansat som forsker i en medicinalvirksomhed har hun også en klinik på Lejrvej i Kirke Værløse. 
Det er Mette Thorns håb, at hun vil kunne hjælpe individer, som bl.a. er i farezonen for at udvikle fx regulær type-2-diabetes og metabolisk syndrom eller som har en inflammation, der er første skridt mod livsstilssygdomme.
Meget kan rettes op alene ved ændring af kost-, søvn- og motionsvaner, så man kan undgå at skulle medicineres. Men det kræver naturligvis motivation, opmuntring og måske nogle gode råd.
Læs mere her: www.stabil.solutions
 
Der vil blive serveret kaffe, te og hjemmelavet æblekage.
Pris: 25 kr. for medlemmer og 50 kr. for gæster. Alle uanset køn og alder er velkomne.
 

| Svar

Nyeste kommentarer

23.06 | 10:53

Husmoderforeningen er ikke et mad- eller et opskriftsunivers. Det er en hjemmeside for foreningens aktiviteter.

13.06 | 08:40

Jeg mangler lidt saft i det der står ovenover. Jeg syntes ikke der står nok om det jeg søger efter. Jeg syntes det er ærgerligt fordi det er en madhjemmeside

29.11 | 20:51

Alle kan blive medlemmer, så du er velkommen.

26.11 | 21:33

Hej
Jeg hedder Andreas og vil høre, om det også er muligt at være medlem selvom jeg er en mand?